Vaccinationens historie

Vaccinationens oprindelse

Vacciner har været brugt i over 200 år. Den allerførste vaccine blev udviklet til at beskytte mod kopper, en sygdom, der i 1796 dræbte op til halvdelen af alle smittede, og som havde store konsekvenser for den menneskelige civilisation. 

Før vaccinen blev udviklet, brugte man en proces kaldet variolation, hvor man anbragte en lille mængde vira (fra sårsekretet fra kopper hos koppepatienter) under huden. Variolation blev bragt til Europa fra Asien og Afrika, hvor det havde været brugt i hundredvis af år. Processen indebar dog den risiko, at personen blev smittet med den sygdom, som personen ellers skulle beskyttes imod. Udviklingen af en vaccine, der var mere sikker og effektiv, betød, at folk kunne beskyttes mod kopper uden at risikere at få sygdommen.

Til udviklingen af koppevaccinen blev der anvendt sårsekret fra kokopper – en langt mindre farlig sygdom beslægtet med kopper – for at beskytte mennesker mod sygdommen uden at risikere, at de fik kopper. Koppevaccinen var en levende svækket vaccine, som brugte en svagere udgave af en sygdomsfremkaldende bakterie/virus til at gøre folk immune over for den.

Det var først i det 20. århundrede, i 1980, at en verdensomspændende vaccinationskampagne førte til, at kopper helt blev udryddet. Udbredt vaccination betød, at en sygdom, der havde dræbt hundredvis af millioner mennesker i det 20. århundrede alene, ikke længere udgør en risiko for menneskers sundhed, og ikke længere overføres noget sted i verden. Det sidste tilfælde hos mennesker blev konstateret i 1978. Kopper er den første og eneste menneskesygdom, der er blevet udryddet. 

Et århundrede med opdagelser

Efter udviklingen af koppevaccinen begyndte forskere at undersøge muligheden for at bruge vaccination til at beskytte mod andre sygdomme. I løbet af de næste hundrede år udviklede forskere metoder til at forebygge rabies efter kontakt med sygdommen ved hjælp af en lignende metode som den, der blev brugt til koppevaccinen. Det lykkedes også forskere at identificere en bakteriestamme, der forårsager difteri – et vigtigt skridt i udviklingen af en vaccine mod sygdommen. 

I slutningen af det 19. århundrede opdagede forskere, at bakterier, der blev dræbt med varme eller kemikalier i laboratoriet, stadig kunne få immunforsvaret til at reagere. Her blev de første inaktiverede vacciner udviklet til at beskytte mennesker mod infektion med tyfus- og kolerabakterier i 1896. 

Vaccination i moderne tid

Pandemien den spanske syge menes i 1918 at have dræbt op til 50 millioner mennesker verden over. Under pandemien blev der forsket meget i fremstilling af en vaccine mod influenza. Men på grund af manglende viden om sygdommen (i lang tid troede man, at den skyldtes bakterier), var det først i 1945, at den første vaccine mod influenza blev godkendt til brug.  Vaccinen brugte inaktiverede influenzavira, som lærte kroppen at bekæmpe virussen. Mens tidligere inaktiverede vacciner var rettet mod bakterier, var influenzavaccinen den første inaktiverede vaccine, der beskyttede mod en virus. Siden da er der hvert år blevet fremstillet en opdateret influenzavaccine til at hjælpe med at beskytte befolkningen mod sygdommen. 

I 1920'erne opdagede forskere, at man på en ufarlig måde kunne styrke kroppens immunrespons ved at tilsætte visse stoffer til vacciner. Opdagelsen af hjælpestoffer var et gennembrud og førte til, at den første vaccine mod kighoste blev forstærket med aluminiumssalte i 1932. Aluminiumssalte bruges stadig som hjælpestof i visse moderne vacciner.

De fremskridt, der førte til en vellykket influenzavaccine, førte også til, at forskere opdagede en vaccine mod polio. Det er en sygdom, der menes at have dræbt over to millioner mennesker i Europa, og været skyld i livsforandrende handicap hos millioner af mennesker, før en vaccine udryddede sygdommen i Europa. Denne inaktiverede vaccine blev først administreret i stort antal i USA i 1954. I dag indgår poliovaccinen i børnevaccinationsprogrammerne i hele verden for at sikre, at alle børn beskyttes. Massevaccinationskampagner har ført til, at den europæiske region blev erklæret poliofri i 2002. 

I 1963 blev der udviklet en vaccine mod mæslinger, en anden væsentlig årsag til dødsfald og livslang invaliditet i Europa. Siden da er antallet af mæslingetilfælde faldet drastisk i takt med, at vaccinen blev indført i de nationale vaccinationsprogrammer i Europa og resten af verden. Konsekvenserne af sygdommen er ligeledes blevet reduceret betydeligt. Der forekommer dog stadig udbrud, hvilket viser, hvor vigtigt det er at fortsætte vaccinationsindsatsen. 

Større viden

Da vores viden om immunsystemer, sygdomme og genetik blev større i anden halvdel af det 20. århundrede, opdagede forskere nye måder at beskytte os mod sygdomme på. I 1960'erne opdagede forskere det protein, der gør, at hepatitis B-virus kan fremkalde sygdom. I 1981 byggede de videre på denne opdagelse og udviklede den første proteinbaserede vaccine mod virus. Vaccinen udnytter en lille del af virussen til at træne kroppen i at bekæmpe sygdom.
I 1972 lykkedes det for første gang at påvise virusvektorvacciner i et laboratorium, men der skulle gå næsten 50 år, før en virusvektorvaccine blev godkendt til at forebygge ebola hos mennesker.  

I 1960'erne blev mRNA (messenger-ribonukleinsyre) opdaget for første gang. mRNA er i lighed med DNA en del af kodningssystemet til dannelsen af proteiner. I løbet af de næste par årtier så forskere nærmere på, hvordan mRNA kunne bruges til at forebygge sygdomme. Først flere årtier senere opdagede man en effektiv metode til at indgive mRNA i kroppen. mRNA-vacciner mod influenza blev testet i 1990'erne, og potentielle rabiesvacciner blev testet i 2013. Det var dog først under covid-19-pandemien, at ekstra finansiering, et omfattende internationalt samarbejde og en fornyet indsats førte til, at de første mRNA-vacciner blev frigivet. 

Et grundlag for fremtiden

Vaccination, som vi kender det i dag, har eksisteret i generationer og har markant reduceret den påvirkning, som vaccineforebyggelse af sygdomme har for enkeltpersoner, familier og samfund verden over. I dag har vi vacciner mod mange infektionssygdomme, og over 200 års videnskabelig forskning og udvikling danner fortsat fundament for fremtidige fremskridt på området. 

 

1796 – Den allerførste vaccine

En levende svækket vaccine, der bruger sårsekret fra kokopper til at beskytte mennesker mod den mere farlige koppevirus.

1896 – Den første inaktiverede vaccine

De første inaktiverede vacciner til at beskytte mennesker mod tyfus og kolera udvikles. 

1932 – Første vaccine med hjælpestoffer 

En vaccine mod kighoste bliver tilgængelig. Efter opdagelsen af hjælpestoffer i 1920'erne er det den første vaccine, der indeholder aluminiumssalte for at booste kroppens immunrespons. 

1946 – Den første influenzavaccine

Influenzavaccinen var den første inaktiverede vaccine, der beskyttede mod en virus. Siden da er der hvert år blevet fremstillet en årlig influenzavaccine.

1952 – Den første poliovaccine

Forskere opdager en vaccine mod polio, en sygdom, der menes at have dræbt over to millioner mennesker i Europa og medført livslange handicap for millioner af mennesker.

1961 – mRNA opdages

Forskere opdager mRNA, der åbner vej for nye typer vacciner.

1963 – Den første mæslingevaccine

En vaccine mod mæslinger, en af de største årsager til død og invaliditet i Europa, opdages.

1972 – Virusvektorvaccinens gennembrud

Det lykkes forskere at påvise potentialet ved at bruge en harmløs virus til at give kroppen instruktioner. 

1980 – Kopper udryddes

En global vaccinationsindsats udrydder kopper. Det er den eneste menneskesygdom, der nogensinde er udryddet. 

1981 – Første proteinbaserede vaccine

Den første vaccine, der bruger dele af en virus, udvikles. 

2002 – Europa erklæres poliofri 

Udbredt poliovaccination gør ende på en sygdom, der dræbte millioner af mennesker og efterlod millioner af mennesker permanent invaliderede. 

2006 – HPV-vaccine 

Den første vaccine udvikles mod HPV - en virus, der kan forårsage seks typer kræft, herunder livmoderhalskræft og analkræft, og som hvert år sættes i forbindelse med titusindvis af kræfttilfælde hos mænd og kvinder i hele Europa. 

2019 – Den første virusvektorvaccine

Den første vaccine, der bruger en harmløs virus til at give kroppen instruktioner, bliver godkendt til at beskytte mod ebola mere end 40 år efter, at konceptet først blev påvist. 

2020 – Den første mRNA-vaccine

Næsten 60 år efter opdagelsen af mRNA og efter årtiers forskning bliver den første mRNA-vaccine tilgængelig til at bekæmpe covid-19-pandemien.