Hvad er der i støbeskeen? Fremtiden inden for vaccineudvikling
Vaccinationsforskningen er i konstant udvikling og udnytter nye teknologier til at mindske byrden ved en række sygdomme eller helt fjerne dem fra vores samfund.
Siden den første vaccine blev udviklet i 1796, har videnskaben søgt efter nye måder at beskytte mennesker mod infektionssygdomme gennem vaccination. Mens nogle dødelige eller meget invaliderende sygdomme nu kan forebygges fuldt ud gennem vaccination, dræber andre stadig tusindvis af mennesker rundt om i verden hvert år – det gælder f.eks. malaria. Forskning og udvikling inden for nye vacciner samt adgang til eksisterende vacciner er derfor fortsat en prioritet for folkesundheden.
Vi har nu seks vaccineteknologier – eller platforme – som forskerne bruger til at udvikle vacciner. Nogle af de mest lovende fremskridt inden for vaccineteknologi omfatter mRNA- og DNA-vacciner. Disse teknologier har potentiale til at føre til gennembrud også inden for andre områder end infektionssygdomme, f.eks. til forebyggelse eller behandling af visse typer kræft.
mRNA-vacciner
Udviklingen og forskningen inden for messenger-RNA-teknologien (mRNA) har været i gang siden 1960'erne.De første forsøg med mRNA-vacciner undersøgte, hvordan det kunne anvendes til forebyggelse af ebola. Med covid-19-pandemien blev disse tidlige bestræbelser rettet mod covid-19. Den første mRNA-vaccine, der blev godkendt til brug i Europa, var i 2020 mod covid-19.
mRNA-teknologien er også blevet testet i kliniske forsøg mod andre infektionssygdomme såsom influenza, RSV og zikavirussygdom.
Man har siden 1970'erne undersøgt mRNA-teknologi med henblik på at udvikle vacciner mod nogle former for kræft, som f.eks. melanom og lungekræft, og endda nye former for kræftbehandling. Teknologien har muliggjort forskningsgennembrud ved at bidrage til at forebygge, at aggressiv kræft vender tilbage efter operation, og ved at lære kroppen at angribe nogle typer kræft, før de kan nå at vokse.
DNA-vacciner
DNA-vacciner, også kendt som plasmidvacciner, virker ved at levere korte DNA-sekvenser med instruktioner til kroppen om at danne antigener fra en specifik virus eller bakterie. Når vaccinen er i kroppen, bruger vores celler DNA-sekvensen og begynder at danne disse antigener. Dette giver immunforsvaret mulighed for at lære at genkende og bekæmpe sygdommen, hvis vi nogensinde bliver eksponeret for den.
En af de mulige fordele ved denne tilgang er, at immunforsvarets reaktion kan være meget stærkere end ved andre vaccinetyper. DNA-vacciner er også mere stabile og lettere at producere end mRNA-vacciner, da de ikke behøver at blive opbevaret ved temperaturer langt under frysepunktet, hvilket i høj grad ville forbedre adgangen til vacciner.
Potentialet for DNA-vacciner blev først opdaget i 1980'erne. Der forskes stadig i DNA-vacciner, og der er endnu ikke godkendt nogen DNA-vacciner til brug hos mennesker i EU/EØS. Deres sikkerhed og effektivitet over for flere infektionssygdomme undersøges i igangværende kliniske forsøg rundt om i verden. DNA-vacciner blev første gang brugt hos dyr i 1993, og nogle DNA-vacciner er godkendt til brug hos dyr i USA og EU/EØS. I 2021 godkendte Indien den første DNA-vaccine til brug hos mennesker for at beskytte mod covid-19. DNA-vacciner har potentiale til at åbne op for en lang række muligheder, som ikke er tilgængelige i øjeblikket, herunder en vaccine mod hiv og andre sygdomme.
Som det gælder alle vacciner og andre lægemidler i Europa, skal DNA-vacciner påvises at være sikre og effektive, før de godkendes til anvendelse hos mennesker.
Nye former for indgivelse af vacciner
På trods af at vacciner er sikre, effektive og økonomiske, kan nåle være skræmmende, især for børn. Der forskes meget i innovative måder at give vacciner på. Nogle muligheder er følgende:
Orale vacciner anvendes allerede og er længe blevet betragtet som meget lovende, da de er billige, lette at give og kan være ekstremt effektive. En oral poliovaccine blev lanceret i 1960'erne, og orale poliovacciner bruges stadig i dag.
De har imidlertid også deres udfordringer. Vores fordøjelsessystem er ugæstfrit, mavesyrer kan beskadige eller ødelægge vaccinekomponenter, og de absorberes ikke altid godt i tarmene.
Forskere undersøger nu nye måder at beskytte ingredienserne i orale vacciner og forbedre optagelsen ved at indkapsle de vitale komponenter i et mikroskopisk beskyttelseslag. Det ville betyde, at vaccinen kunne bevare sin effektivitet på trods af de barske forhold, den møder i fordøjelsessystemet.
Næsespray har den fordel, at de ikke kræver specialoplæring, hvilket betyder, at folk endda hurtigt og nemt kan vaccinere sig selv. Næsen er fyldt af blodkar tæt på overfladen og under en porøs membran, og derfor er det er en meget effektiv måde at få en vaccine ind i kroppen på. Da næsen er en meget almindelig vej for virus og bakterier ind i kroppen, har næsespray også den fordel, at de styrker immunforsvaret der, hvor der er mest brug for det.
Næsesprayvacciner er allerede blevet godkendt i EU/EØS mod influenza hos børn og undersøges aktivt til anvendelse mod andre respirationsvirus, f.eks. covid-19.
Forskere undersøger også, hvordan man smertefrit kan give vacciner gennem huden i stråler af højtryksluft eller ved at bruge ultralydsbølger til at hjælpe en vaccine i væskeform ind i kroppen. Begge muligheder har vist sig lovende, da området under huden anses for at være et ideelt sted at interagere med immunforsvaret for mange vacciner. Der er dog stadig udfordringer, da huden har forskellig tykkelse. Disse indgivelsesmetoder anses også for at være dyre i forhold til traditionelle indsprøjtninger eller næsespray.
Denne teknologi består af snesevis eller hundredvis af bittesmå nåle, der er så korte, at de trænger gennem huden, uden at det gør ondt. Disse nåle gør det muligt for en vaccine, der påføres huden, at komme igennem huden og ind i kroppen. Selv om der her stadig bruges nåle, fjerner det synet af en stor nål og den smerte, der er forbundet med almindelige indsprøjtninger. Nogle studier har også vist, at denne teknologi kan øge effektiviteten.
Elektroporese har også vist sig at være en mulig erstatning for sprøjter. Dette virker ved at anvende en lille smule elektricitet til enten at drive en vaccine ind i kroppen eller midlertidigt "åbne" celler for en vaccine.