Rabies
Hvad er rabies?
Rabies er en virusinfektion, der angriber centralnervesystemet. Vaccination og forebyggende behandling kort efter potentiel eksponering kan forhindre symptomer. Opstår der først symptomer, er infektionen uhelbredelig og dødelig.
På verdensplan forårsager rabiesvirus titusindvis af dødsfald hvert år.
Overblik
- Rabies er en infektion, der kan spredes fra smittede dyr til mennesker, normalt gennem et bid eller en rift. Hvis der opstår symptomer efter infektion, er det næsten altid med dødelig udgang.
- Rabies er sjældent i Europa. I EU/EØS blev der registreret ét tilfælde af rabies hos mennesker i 2023 – det første siden 2019, hvor der blev indberettet fem tilfælde (i tre af disse tilfælde opstod infektionen under rejser uden for Europa). På verdensplan er 99 % af alle tilfælde hos mennesker forbundet med hunde.
- Rabies kan forebygges med vaccination.
Hvad er symptomerne på rabies?
Efter eksponering kan det tage uger eller endda måneder, før symptomerne viser sig. Når symptomerne begynder, udvikler sygdommen sig gennem en række stadier:
- Prikken og/eller følelsesløshed i huden omkring det bid eller den rift, der forårsagede infektionen
- Muskelsmerter
- Kvalme og opkastning
- Hydrofobi (angst for at se eller komme i kontakt med væsker) og aerofobi (angst i forbindelse med ventilation, f.eks. åbne vinduer eller døre), når sygdommen har sat ind.
Når symptomerne er startet, vil rabies enten udvikle sig i en voldsom eller paralytisk fase med langt alvorligere symptomer og altid ende med, at patienten dør. Symptomerne på disse faser er:
Voldsom:
- ekstrem agitation eller aggression
- rastløshed
- krampeanfald
- hallucinationer
- delirium
- hjertebanken
- muskelstrækninger
- ansigtslammelse
- kraftig spytproduktion.
Paralytisk:
- svaghed, der starter fra området, hvor biddet er, og breder sig til hele kroppen
- Prikken og andre fornemmelser
- lammelse
- koma.
Hvordan spredes rabies?
Rabies kan spredes til mennesker gennem spyt fra et inficeret dyr, f.eks. gennem et bid eller en rift, eller hvis et dyr slikker en person ved øjnene, munden eller et åbent sår. Stort set alle tilfælde af rabies hos mennesker rundt om i verden overføres af inficerede hunde, men i nogle tilfælde stammer overførslen fra flagermus.
Hvem er i risiko for at få rabies?
I EU/EØS er det usandsynligt, at mennesker kommer i kontakt med et smittet dyr. Men folk, der rejser uden for EU/EØS, eller som arbejder tæt med pattedyr, der er potentielle smittebærere, er i højere risiko.
Hvordan kan rabies forebygges?
Vaccination beskytter mod rabies. Rabiesvaccinen kan også gives efter eksponering, men inden symptomerne starter – det mindsker risikoen for at blive syg. Hvis det er muligt, kan det også overvejes at administrere immunglobuliner, navnlig til personer, der ikke er vaccineret, før de eksponeres.
Personer, der rejser til områder med betydelig risiko for eksponering, bør sikre sig, at de er vaccineret inden afrejse.
Bid skal renses grundigt med sæbe i 15 minutter og derefter desinficeres.
Hvordan behandles rabies?
Rabies han ikke helbredes, når symptomerne er startet. Rabiesvaccinen kan dog gives efter eksponering for at lære kroppen at bekæmpe infektionen, inden den når hjernen. Personer, der ikke tidligere er vaccineret, skal have flere doser.
Personer, der ikke er vaccineret før eksponeringen, kan også få antistoffer (humane rabies-immunoglobuliner), der hjælper med at bekæmpe infektionen.