How vaccines work

Vaccines work by teaching the immune system how to fight off a disease in case it ever comes into contact with it. This greatly reduces the risk of becoming seriously ill or spreading a disease to others. Vaccines can protect against one or multiple diseases. Sometimes, multiple vaccines may be given at once to protect against several diseases.

Vaccines can protect against either one or multiple diseases. Sometimes, multiple vaccines may be given at once to protect against several diseases.

Most vaccines contain a weakened or an inactivated form of a virus or bacterium, or a small part of it, called an antigen.

When a person gets vaccinated, their immune system recognises the antigen as foreign. This activates immune cells to produce antibodies and create a memory of the virus or bacterium. 

Later, if the person comes into contact with the actual virus or bacterium, their immune system will remember it, and then produce the right antibodies and activate the right immune cells quickly, to kill the virus or bacterium. This protects the person from the disease.

In contrast, people who become immune by getting the actual disease can spread it to others and put themselves at risk of serious complications from the disease.

How vaccines work
1. Antigen 2. Antistoffer 3. Immunrespons

Protection

Different vaccines bring about different levels of protection. The duration of protection varies depending on the disease. Some vaccines can only protect against a disease for a short period and may need booster doses; for others, immunity can last a lifetime.

Vaccination not only protects people who have received a vaccine. It also indirectly protects unvaccinated people in the community, by decreasing the risk of exposure to infection. This is known as community immunity (also called herd immunity).

Components

In addition to one or more antigens, other components can also be added to help keep the vaccine stable and effective. Regulators make sure that all these components are safe.

These components include:

  • stabilisers: to keep vaccine components stable;
  • adjuvants: these improve the immune response to the vaccine by making the response stronger, faster and more sustained over time – an example of which is aluminium;
  • excipients: these are inactive ingredients, like water, or sodium chloride (salt), as well as preservatives or stabilisers that help the vaccine remain unchanged during storage, keeping it active.

In some vaccines, there may also be trace amounts of other substances used in the manufacturing process, such as ovalbumin (a protein found in eggs) or neomycin (an antibiotic). If these substances might cause a reaction in sensitive or allergic individuals, their presence is declared in the information given to healthcare workers and patients.

Vaccinetyper

mRNA-vacciner indeholder et molekyle kaldet messenger-ribonukleinsyre (mRNA), som giver vores celler besked om, hvordan de skal bekæmpe en sygdom.

Når mRNA'en i vaccinen sprøjtes ind i vores celler, får de besked om at producere et harmløst protein magen til en del af den virus, som vaccinen er designet til at beskytte imod. 

Da mRNA-vacciner kun giver besked om at producere en lille del af en virus, er de ikke sygdomsfremkaldende. 

Når cellerne begynder at danne proteinet, opfatter immunforsvaret det som fremmed og aktiverer immunceller og danner antistoffer. Denne proces træner vores immunforsvar i at bekæmpe vira, der indeholder netop det protein. Det betyder, at når kroppen møder den rigtige virus, er den bedre rustet til at bekæmpe infektionen.

Virusvektorvacciner indeholder en harmløs virus, der leverer en lille del af den genetiske kode fra en sygdomsfremkaldende virus til vores celler. Selv om denne kode ikke kan gøre os syge, er den i stand til at udløse en immunrespons, der lærer vores krop, hvordan vi bekæmper en sygdom.

Virusvektorvacciner er i stand til at udløse en stærk immunrespons, hvilket betyder, at de kan yde et højt niveau af beskyttelse mod infektion eller alvorlig sygdom. 

Inaktiverede vacciner indeholder virus, der er blevet inaktiveret (dræbt) i et laboratorium ved hjælp af varme eller kemikalier.

Inaktiverede vira kan ikke reproducere sig selv eller fremkalde sygdom, men kan stadig udløse et immunrespons i kroppen. Når en person modtager en inaktiveret vaccine, opfatter immunforsvaret den inaktive virus som fremmed. På den måde lærer kroppen at danne antistoffer mod virussen for at bekæmpe den.

Levende, svækkede vacciner indeholder levende vira eller bakterier, som er blevet svækket ved, at deres DNA er blevet ændret, eller ved at de svageste vira eller bakterier er blevet udvalgt til at indgå i vaccinen.

Svækkede vira og bakterier i levende, svækkede vacciner kan ikke forårsage sygdom, men de kan stadig udløse et immunrespons i kroppen. Når en person får en levende, svækket vaccine, opfatter immunforsvaret de svækkede bakterier eller vira som fremmede. På den måde lærer kroppen at danne antistoffer for at bekæmpe bakterierne eller virussen. 

Levende, svækkede vacciner giver en stærk immunrespons, der kan vare længe. Det betyder, at der måske skal bruges færre doser end ved andre typer vacciner.

Almindelige levende, svækkede vacciner er f.eks. MFR-vaccinen, som beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, og skoldkoppevaccinen.

Den første vaccine, der nogensinde er blevet udviklet, var en levende, svækket vaccine. Det var en vaccine mod kopper, der blev udviklet i 1798. Teknikken med levende, svækkede vacciner, anvendes stadig i dag i moderne vacciner, f.eks. mod mæslinger, skoldkopper og gul feber. 

Toksoidvacciner indeholder toksiner, der er blevet inaktiveret, og som derfor ikke længere er giftige.

Toksiner er kemikalier, der produceres af bakterier, og som kan forårsage visse sygdomme, f.eks. stivkrampe og difteri. 

Toksoider fremstilles i laboratorier, hvor sygdomsfremkaldende toksiner inaktiveres ved hjælp af kemikalier eller varme.

Inaktiverede toksiner i toksoidvacciner er ikke sygdomsfremkaldende, men de kan stadig udløse et immunrespons i kroppen. Når en person får en toksoidvaccine, angriber immunforsvaret de inaktiverede toksiner og lærer at neutralisere dem. På den måde lærer kroppen at inaktivere toksinerne og forebygge sygdom i fremtiden.

Toksoidvacciner lærer kroppen at bekæmpe de toksiner, som bakterierne producerer, i stedet for at bekæmpe selve bakterierne.

Toksoidvacciner indeholder ofte en adjuvans, der gør responsen stærkere.

Almindelige toksoidvacciner anvendes f.eks. mod stivkrampe og difteri.

Godkendelse af vacciner i EU

Find ud af, hvordan myndigheder i Europa tester for at sikre, at vacciner er sikre og effektive, før de bliver godkendt til brug.

Fordele ved vaccination

Hvordan beskytter vacciner os og stopper spredningen af sygdomme? Læs mere om fordelene ved vacciner for den enkelte og samfundet.