Fordelene ved vaccination for samfundet
Vaccination beskytter de vaccinerede personer og dem, der befinder sig i deres omgivelser og er sårbare over for sygdommene. Dermed mindskes risikoen for spredning af sygdomme blandt familiemedlemmer, skolekammerater eller kolleger, venner, naboer og andre i nærsamfundet.
Når der er tilstrækkeligt mange personer i en befolkning, der er immune over for en smitsom sygdom, er der ringe sandsynlighed for, at sygdommen spreder sig fra person til person. Dette kaldes "flokimmunitet" (også kaldet "gruppeimmunitet").

På denne måde kan vacciner indirekte beskytte andre, som er sårbare over for sygdomme. Det er bl.a. spædbørn, børn, ældre, personer med svagt immunforsvar, kræftpatienter og personer, som ikke kan vaccineres af medicinske årsager.
Det betyder, at personer, som ikke kan vaccineres, f.eks. fordi de er for unge eller er allergiske over for en vaccines indholdsstoffer, har fordel af, at andre bliver vaccineret, da sygdommen dermed ikke så let kan sprede sig i samfundet.
For at sikre flokimmunitet over for mæslinger anbefaler de offentlige sundhedsmyndigheder f.eks., at 95 % af befolkningen vaccineres med to doser af MFR-vaccinen (der beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde).
Men i forbindelse med visse smitsomme sygdomme kan man ikke fæste sin lid til flokimmunitet. Eksempelvis kan stivkrampe forekomme som følge af almindelige skader såsom hunde- eller kattebid. Vaccination er den eneste måde, hvorpå man kan beskytte direkte mod stivkrampe.
Immuniseringsprogrammer er desuden med til at mindske den samfundsmæssige, psykologiske og økonomiske sundhedsbyrde for mennesker og myndigheder, idet de letter trykket på sundheds- og socialsystemerne og sætter mennesker i stand til at leve produktive liv og forfølge deres mål med hensyn til uddannelse og karriere.
Fordelene ved vaccination for enkeltpersoner
Lær, hvordan vacciner beskytter mennesker mod alvorlige og livstruende sygdomme.
Hvornår skal man vaccineres?
Find nationale vaccinationsplaner for EU/EØS-lande, der tilbyder vaccinationer til bestemte alders- og befolkningsgrupper.